Skip Navigation

Sommerpakke 2021

Hen over sommeren kan du som gående, cyklist eller i bil med handicapkort sejle med Endelave Færgen - ganske gratis. Samtidig sikrer vi, at du som fastboende øboer fortsat har mulighed for at få en plads på færgen i de travle sommermåneder.

Regeringen har igen i år lavet en sommerpakke, der gør færgerejser i Danmark gratis for gående, cyklister samt for biler med handicapkort.

Du kan som passager fra Snaptun til Endelave og retur booke gratis færgebilletter alle ugens dage i perioden fra 1. august frem til 30. september 2021.

 

Husk at booke billetten - pengene får du automatisk retur

For at kunne rejse gratis skal du købe din billet online. Book billetten på vores side Billetter og sejlplan.

Når billetten efterfølgende bliver tjekket ind på rejsedagen, bliver beløbet automatisk tilbageført til betalingskortet.

I tilfælde af at du allerede for længe siden har booket og betalt en rejse i ”gratis-perioden”, vil det betalte beløb ligeledes blive tilbageført, når din billet er registeret på rejsedagen.

Biler med handicapkort kan også booke handicap-p-kort i vores online booking.

Særligt for rejsende med øbo-status

I perioden 1. juli til og med 30. september 2021 udbyder vi 25 billetter på hver afgang til rejsende med øbo-status.

Disse 25 billetter bliver udbudt 12 timer før afgang, og de skal bookes via bookingsiden, som alle andre bookninger.

Fortrinsretten gælder alene persontransport.

Alle inklusive øboere har lige adgang til at booke de øvrige pladser på færgen.

 

To gode rejsemåneder

Med den valgte tilskudsordning håber Endelave færgefart og Endelave beboerforening at kunne sprede de mange glade gæster over en længere periode. Vi håber dermed at være med til at sikre, at flest mulige får en fantastiske god oplevelse på årets Ø - Endelave.

Sidste år havde Endelave svært ved at servicere alle de mange besøgende i juli måned, der med næsten 10.000 færgegæster slog rekord.

Udover de mange der besøgte årets Ø var der også fuld belægning i Havnen, der med op mod 600 daglige gæster og et fyldt sommerhusområde, udfordrede kapaciteten på øen.

Vi glæder os til at se en masse rejselystne sommergæster på færgen og på Endelave.